Cité de Carcassonne
En time fra Toulouse, halvvejs på vej til Middelhavet, ligger en totalfredet by, som engang var et af Frankrigs stærkeste og vigtigste militære anlæg. I dag et vigtigt udflugtsmål.
Et af verdens smukkeste steder var ved at forsvinde, da den franske regering i 1849 ville af med bymurene rundt om den i dag fredede middelalderby Cité de Carcassonne.
Regeringen nåede at udstede en ordre om nedrivningsarbejdet, og så rullede protestbølgen ellers med tsunamihøjde. Byens indbyggere, store dele af Sydfrankrig og prominente historikere fra Paris satte ind med kraftig vrede.
Staten tabte slagsmålet og i 1853 fangede Frankrig i stedet an på at renovere de – den dag i dag – imponerende 3 km lange dobbelte bymure.
Her på stedet, på den højre bred af floden Aude, slog gallerne sig ned allerede 600 år før vor tidsregning. 300 år senere fik romerne øje på stedet og begyndte at omdanne det til et fort, et castellum. Romerne byggede løs. Bosættelsen voksede og romerne fik opført mure rundt om fortet, som støttede sig til op mod 40 tårne med 18 til 30 meters mellemrum. Tårnene havde en højde på 14 meter og hvert af dem fungerede som indgang til byen, som allerede dengang havde en god størrelse.
Da gotherne i sparkede romerne ud af Gallien – og mange andre steder – overtog de fortet og byggede nye mure, men bevarede strukturen fra romernes byggerier. Efter et par hundrede år med gotherne på stedet, gjorde frankerne oprør og overtog Gallien i 507. Franker-riget var født.
Tilbage til byens fortid.
Da middelalderen indtraf 600 år senere, var byggeprojekterne indenfor bymurene nærmest ustoppelige. Det begyndte med vicomten af Trencavel, som i 1096 gav en dengang nyreligiøs (kristen) sekt fra Languedoc lov til at bygge Saint Nazaire-basillicaen, som oveni fik pavens velsignelse.
Indbyggerne – som også dengang havde meget at sige – blev trætte af vicomten og sendte i 1107 bud til greven af Barcelona for at afsætte ham. Vicomten slog sig sammen med greven af Tolouse og slog i første omgang borgeroprøret ned. Allerede 13 år efter gjorde indbyggerne igen oprør og det tog vicomt Bernard Anton IV nogle år at få skovlen under befolkningen.
Nu tog byudviklingen fat. I 1130 begyndte vicomte Bernard Anton på at restaurere byens forsvarsværker samtidig med, at han fik opført et palads til sig selv. Nu var byen blevet et moderne fort med de tykke mure, vi kan beundre i dag, som beskyttede de 4.000 indbyggere, som boede indenfor og lige udenfor murene.
Men de fik ikke fred så længe.
Pave Innocent III var sur. I 1208 og samlede styrker – korsriddere – til et angreb på Toulouse og omegn, som gik hårdt udover Cité de Carcassonne. Pavens hellige krigere udryddede alt og alle frem til bymurene og vicomten overgav sig. Han blev på sit palads i et års tid indtil han den 10. november 1209 døde af dysenteri.
Et par arrige krige og ejerskifter senere overgik Cité til kongen af Frankrig i 1226 – og så nåede vi frem til den katolske inkvisition, som terroriserede vor hårdt prøvede by indefra. 21 år senere blev byen en del af Kongeriget Frankrig med rettigheder som en normal by.
Cité blev et stærkt fransk forsvarsværk mod Kongeriget Aragon, som udover det østlige Spanien også regerede i store dele af Sydfrankrig. Her blev de indre romerske vægge revet ned og bygget op igen – de nyere, ydre mure fik en ordentlig overhaling, blev forstærkede og forlænget mod syd. Byggeriet fortsatte frem til begyndelsen af det 14. århundrede.
Og så gik tiden ellers med flere nye krige og til sidst den store sejr for de franske styrker. Freden ved Pyrenæerne lagde en ny fransk-spansk grænse langt fra Cité som mistede den militære betydningen.
Hæren forlod forsvarsværkerne og gav plads til en ny, storslået udvikling af byen. Hurtigt blev den et fransk kraftcenter for handel med uld og textiler.
Mens tiden galoperede kom vi frem til nyere tid, og så var det jo, at den franske regering ville af med de pænt faldefærdige bymure, tabte holdningskrigen til byens indbyggere og indledte restaureringsarbejdet i 1853.
Dengang havde arkitekterne sin egen ikke så historisk korrekte version af, hvordan middelalderen havde set ud. Og bymurens chefarkitekt var langt ved siden af virkeligheden, lød kritikken, da han brugte nordfranske materialevalg i stedet for sydfranske.
Og derfor har bymuren langtfra et autentisk udtryk. Alligevel er det hele fredet og byen blev i 1997 optaget på Unesco’s Verdensarvs-liste.
Byen er med rette en turistmagnet med meget at opleve, uanset om man har sin indre Robin Hood med eller vil opleve den franske middelalder i al sin pragt.
Den smukke, særlige by og dens borgmur har også optrådt i flere (franske) film og ikke mindst i Kevin Costners flotte version af Robin Hood, Prince of Thieves. Her er borgen med i mange scener og der kæmpes flittigt på trapper og mure.