Slottets historie
Vi ved, at det, vi i dag kalder Chateau de Monbrison, formentlig er flere end 1000 år gammelt. Kirke, adel og en dansk forretningsmand har – indtil kollektivet overtog slottet i 1987 – skiftes til at eje jordene og bygningerne.
På slottets grund findes vidnesbyrd om både nær og fjern historie. Indenfor i kælderen findes et fundament fra det gamle slot, ude ses bl.a. en kirkegård og en del af en ruin. Her var engang store jorde med finere vinproduktion, mange beskæftigede og masser at gøre. I dag er her stille, et feriested for skandinaver, som ejer og driver slottet og passer på dets historie.
Slottet selv er – som de fleste af sin slags – bygget ovenpå et tidligere byggeri. Optegnelser på egnen tyder på, at der kan have ligget et “slot” eller i hvert fald en større bygning på stedet siden 1070. Hvad det har været og hvordan det har set ud, vides ikke.
Vi ved dog med sikkerhed, at omkring år 1200 sker der noget: Byggeriet af det første chateau begynder. Alt tyder på, at slottet i hvert fald var opført i 1223 som “Sancti Rochi de Monte Brisone”.
Slottet fra 1220’erne har muligvis haft den dengang typiske sydfranske “Chateaufort”-stil, en lukket slotsgård med firkantede forsvarstårne i sandsten og hvor kirken også indgår som en del af komplekset.
Den nuværende forhøjning mellem slottet og kirkeruinen dækker muligvis rester af det gamle slot.
Det ældgamle slot må have været ombygget, brændt eller på anden måde forandret sig gennem historien. I hvert fald står der i 1700-tallet et mere moderne slot i to etager.
Det får ikke lov at ligge der mange århundreder, for allerede i 1857 kommer det slot, vi kender i dag, til.
Slottet står stort set uforandret i 129 år frem til 1986, hvor ejendommen gennemrenoveres af den danske forretningsmand – og tidigere Tour de France-rytter – Bent Ole Retvig.
Retvig, som kørte Tour de France i 1959 og 1960, sætter i 1980’erne flere franske slotte i stand og sælger dem videre som kollektive ferieboliger.
I dag ses synlige spor efter tidligere slotsbygninger på det nuværende slot og i området udenfor. De hvælvede åbninger inde i indgangen til fællesrummene i kælderen viser spor af ældre indgange og grundmure.
Vinduesåbningerne i endevæggen i fællesrummet er et vidnesbyrd om en gammel ydervæg. Det fortælles også, at der skal være et stort hvælvet rum under gulvet i fællesrummet, hvor der var plads til heste. Ved ombygningen i 1986 var der også en hvælvet gang i terrænet foran slottet.
På kortsiden af kirkeruinen, og på en af mølleruinerne, er der to stenflader med flammende solkranse, som biskop Antoine d. Alamand begyndte at udsmykke huse og vinduer med i slutningen af 1400-tallet. Det er også sandsynligt, at den gamle brønd i parken, som nu er ude foran slottet, tidligere lå inde i gården på det daværende slot.