77 m2
4 sovepladser
Åbent køkken
Karbadeværelse med wc
Fire ugers fransk slotsferie - hvert år.
Et slot som fællessommerhus, en base til oplevelser af Sydfrankrig, på landet, i landsbyer og storbyer, i bjerge og langs floder og kanaler. Atlanterhavet og Middelhavet er begge blot to timers køretur væk, det samme er Spanien.
Med følger et nordisk fællesskab, swimmingpool, 20 hektar park med bl.a. en nysgerrig hjortebestand, et ejerfællesskab med sund økonomi og århundreders historie og charme.
Stor 2-værelses lejlighed med masser af plads på 77 veldisponerede kvadratmeter. Lejligheden er højloftet og har smukt lysindfald fra to sider.
Fra den flotte, klinkebelagte entre/fordelingsgang ankommer man i stuen. Her er lænestole, spiseplads og et stort åbent køkken placeret i et oprindeligt ildsted.
Stuen har en særlig attraktion med en stor, rustik åben pejs, som vidner om slottets lange historie.
Soveværelset er tæppebelagt og har et smukt lys som falder ind gennem to hvælvede slotsvinduer med middelalderpræg. Soveværelset har dobbeltseng og en dejlig opholdsplads med plads til afslapning eller fordybelse.
Klinkebadeværelse med masser af lys, stort rummeligt badekarm, wc og badeværelsesmøblement.
Lejligheden ligger i slottets stueplan med adgang gennem hovedindgangen og let udgang til terrasser, pool, tennisbane og slotsparken.
Rådighedsperioden er rullende og rummer en sommerperiode og en efterårs/forårsperiode.
Slottet består af 17 lejligheder, som hver deles i 12 perioder a 2 x 4 uger. Alle aktionærer har en aktie i hele slottet, ikke blot i den enkelte lejlighed. Slottet er således kollektivt ejet og ledes af en valgt bestyrelse, hvor alle stiller arbejdskraft og kompetencer til rådighed gratis. Udover købet af aktien, som er en privat handel mellem sælger og køber, betales to gange om året for brugsretten. Beløbet, som er ens for alle medejere, anvendes til drift og vedligehold af slottet og parken, til personale, håndværkere, vand, varme, wifi, administration, opsparing og til demokratiet i aktieselskabet/foreningen.
Økonomien i slottet er sund og selskabet har opsparing til uforudsete udgifter. Driften arbejder efter en langsigtet vedligeholdelsesplan. Aktieselskabet afholder årlig generalforsamling, som træffer de overordnede beslutninger, vælger bestyrelse m.v. Bestyrelsen har – sammen med ansat personale – driftsopgaven.
Aktionærerne har gennem et login adgang til information, dialog og debat via en IT-platform.
Udover de 17 lejligheder består slottet af en flot hall, trappe- og gangarealer, en stor underetage med fælles-sal, frysere og ekstra køleskabe, af et vaskerum, en vinkælder med plads til privat opbevaring. I en anden bygning findes skralderum, opbevaringsrum til personlige effekter, cykelrum m.v.
Lige uden for den aflåste port, som nemt betjenes med kode, findes portnerboligen, som er bolig for slottets bestyrer/vicevært.
Slottet har wifi, udendørs swimmingpool og tennisbane. Wifi’et er – endnu – ikke af nordisk kvalitet, og en fiberforbindelse er bestilt.
Der må ikke medbringes kæledyr på slottet, ligesom der ikke må jages på slottets 20 hektar store grund.